Tandaer og forudsigelighed

2023-08-10

Artikel af Morten At være DJ til en milonga er ikke kun et spørgsmål om musiksmag. Der er et håndværk involveret, som handler om at skabe forudsigelighed for danserne. Det betyder, at musikken ikke bare skal være god, men også velstruktureret, så den understøtter dansen og skaber en tryg oplevelse på gulvet.

Denne artikel fungerer som en introduktion til at lave tandaer og giver samtidig indsigt i samspillet mellem musikken og danserne.

Hvorfor er forudsigelighed vigtig?

Når jeg danser, vil jeg gerne vide, at det første nummer i tandaen giver en fornemmelse af, hvad der kommer. Jeg vil kunne vælge min partner ud fra musikken og være sikker på, at tandaen forbliver i samme stil. Ofte venter jeg med at invitere nogen op, indtil jeg hører det første nummer – det betyder noget for mig, at jeg føler mig inspireret til at danse med den jeg danser med.

For at skabe den nødvendige forudsigelighed er her tre grundprincipper for at sammensætte tandaer:

1. Ensartet lyd og udtryk

Når du opbygger en tanda, skal numrene have samme lyd, energi og udtryk. En tanda skal føles sammenhængende, så overgangen fra ét nummer til det næste er naturlig og understøtter dansernes flow.

Mange DJ's vælger at bygge tandaen op, så den starter med et nummer, der er lidt langsommere eller mere velkendt, for at få danserne på gulvet. Derefter kan tandaen gradvist opbygge energi. Hvis du vil gøre det ekstra godt, kan du eksperimentere med, hvilken rækkefølge numrene fungerer bedst i, men sørg altid for en rød tråd i lydbilledet.

2. Kend indspilningstidspunktet

For at sikre en ensartet lyd i en tanda bør du vælge numre fra samme orkester, helst med samme sanger, og fra samme periode. Tangomusikken har udviklet sig markant gennem årene, og numre fra forskellige tidsperioder kan have meget forskellige lydkvaliteter og udtryk. Derfor er det vigtigt at have kendskab til de forskellige perioder i tangohistorien:

  • 1926 - Start 30'erne: Simpel og rytmisk musik (fx Osvaldo Fresedo eller Juan Maglio fra 1927).
  • Start 30'erne - 1935: Overgangsperiode med nye orkestre som f.eks. Edgardo Donato.
  • 1935 - ca. 1942: Hurtigere og rytmisk musik med sangeren i baggrunden (f.eks.Juan D'Arienzo).
  • Fra ca. 1942: Langsommere musik med sangeren i forgrunden (f.eks. Anibal Troilo/Fiorentino).
  • Slutningen af 40'erne: Musikken bliver mere symfonisk og mister nogle gange appel for dansere.
  • 50'erne og frem: Enkelte orkestre, som Carlos Di Sarli og Osvaldo Pugliese, fortsætter med at lave langsom og intens musik.

Du kan finde detaljerede lister over tangonumre og deres indspilningsdatoer i leksika, på hjemmesider som TANGO-DJ.AT  eller www.el-recodo.com, eller ved at lytte til optagelser på YouTube.

3. Vær konsekvent

En DJ skaber forudsigelighed ved at følge en fast struktur. Typisk bruges denne sekvens:

Tango, tango, vals, tango, tango, milonga – gentag.

Dette er ikke en regel, men en velkendt struktur, der giver danserne en rytme at navigere efter. Det vigtigste er, at du holder dig til en konsistent rækkefølge, så danserne kan stole på, hvad der kommer.

Spil aldrig tango, vals, milonga, foxtrot, nontango og nuevo i samme tanda – en tanda skal altid være stilren. De fleste DJ's spiller fire tangoer i en tanda, tre valse og tre milongaer, men der kan være variationer. Personligt foretrækker jeg fire tangoer, fordi det giver danserne tid til at finde hinanden og opbygge flow i dansen.

Afsluttende tanker

Kvaliteten af en tanda afhænger af DJ'ens musikalske overblik, musiksamlingens bredde, evnen til at lytte til musikken og forståelsen for opbygningen af tandaer. Det kræver øvelse og feedback at mestre dette håndværk.

Indimellem hører jeg DJ's, der lyder som om, de er blevet trætte af deres egen musik og forsøger at eksperimentere for meget. Men som danser bliver jeg aldrig træt af f.eks. Troilo fra 1941 eller Caló fra 1943. Der er en grund til, at disse klassikere fungerer – brug dem! Hvis du vil eksperimentere, så gør det højst i én eller to tandaer pr. sæt.

Tango er en dans, vi investerer både tid og penge i at lære. Musikken er afgørende for, hvordan vi danser og hvilke muligheder, vi har på gulvet. Som DJ har du et ansvar for at være forberedt og kende musikken godt.

Vil du fordybe dig yderligere i tangomusikken? Så lyt til podcasten Tango by Year på SoundCloud eller læs bogen Tango Stories af Michael Lavocah.

Foto af Martin Anders fra Homero tangomaraton 2025, Malmö