Social tango – en kultur vi skaber sammen
Tango er en dans. Men tango er også kultur.
Det kan lyde som en banal påstand, men den får nogle interessante konsekvenser.
Hvis tango kun er en dans, kan vi først og fremmest tale om teknik, musik, bevægelse og stil. Men hvis tango også er kultur, bliver den måde, vi organiserer dansen på, lærer den, møder hinanden på og bruger dansegulvet på, en del af selve tangoens måde at eksistere på.
Tango har gennem sin historie bevæget sig mellem forskellige kulturer. Den er blevet taget op, fortolket og udviklet i nye sociale sammenhænge. Derfor kan den tango, vi møder i dag, med god grund ses som tango, der lever i forskellige kulturer.
Det er ikke nødvendigvis et problem. Tværtimod kan det være en af tangoens mest markante egenskaber.
Den samme dans kan indgå i forskellige sociale systemer og dermed få forskellige udtryk.
I en forening kan tango være tæt knyttet til undervisning, fællesskab og det at lære sammen. I danseskoler og blandt professionelle undervisere kan tango indgå i en forretningskultur, hvor undervisning, elever, progression og udvikling af dansefærdigheder er centrale. I encuentro-miljøer er det sociale danserum og det at danse med hinanden ofte det centrale.
Ingen af disse kulturer behøver derfor at være "den rigtige" tango.
De skaber forskellige betingelser for, hvordan tangoen bliver danset, lært og oplevet.
Det interessante spørgsmål bliver derfor ikke kun:
Hvordan danser vi tango?
Men også:
Hvilken kultur gør vores måde at danse tango på mulig?
At lære dansen og lære at danse sammen
Vi er optagede af den del af tangoen, der handler om at danse sammen.
Vi skal selvfølgelig lære dansen. Vi skal lære balance, akse, bevægelse, musikalitet, kontakt, improvisation og teknik.
Men det er ikke nok at kunne danse.
Vi skal også lære at danse med andre.
Det betyder, at min dans hele tiden står i relation til noget uden for mig selv. Min partner reagerer på min måde at danse på. Musikken påvirker vores bevægelse. De andre par påvirker den plads, vi har. Gulvet og dets bevægelser påvirker vores muligheder.
Musikken, partneren, de andre par og gulvet informerer vores dans.
Jeg danser derfor ikke bare det, jeg selv har lært. Jeg mærker, hvad der sker omkring mig, og tilpasser min dans.
Det handler om at danse på en måde, så andre kan danse på deres måde.
Det betyder ikke, at alle skal danse ens.
Tværtimod skal der være plads til forskellige niveauer, stilarter, abrazos, musikalske fortolkninger og personligheder.
Men vores individuelle udtryk eksisterer altid i et fælles rum.
En dans kan fylde mere eller mindre. Den kan kræve mere eller mindre plads. Den kan være mere eller mindre let at tilpasse til et tæt dansegulv.
Derfor handler social tango ikke om at finde én rigtig måde at danse på. Det handler om at kunne bruge sin egen måde at danse på i relation til de andre.
Hvorfor se tilbage?
Hvis vi vil skabe social tango i dag, kunne vi selvfølgelig tage udgangspunkt i en af de mange tangokulturer, der allerede findes omkring os.
Men vi har valgt at se længere tilbage.
Vi vil bevidst forsøge at lytte til ekkoet fra Buenos Aires omkring 1940'erne og 1950'erne.
Ikke fordi vi mener, at tangoen dengang var mere rigtig.
Og ikke fordi vi ønsker at genskabe Buenos Aires i Danmark.
Vi vælger perioden, fordi den giver os adgang til en kultur, hvor social tango havde udviklet sig som en levende del af hverdagslivet. Vi har stadig adgang til spor af denne kultur gennem musikken, gennem de dansere og lærere, der videreførte den, og gennem interviews, erindringer og andre overleveringer.
Det giver os mulighed for at undersøge noget, som er svært at se, hvis vi kun ser på tangoen som dansetrin:
Hvordan lærte mennesker dengang at danse sammen?
Hvilke praksisser udviklede de?
Hvorfor opstod den tætte dansefatning?
Hvorfor blev det vigtigt at holde sin plads, følge rondaen, tilpasse sig gulvet og tage hensyn til de andre par?
Hvorfor blev invitationen, tandaen og bestemte former for social omgang en del af tangoen?
Vi vil ikke først og fremmest se disse ting som regler.
Vi vil se dem som social teknologi.
Som måder mennesker fandt frem til at kunne være sammen omkring en dans.
Fra Buenos Aires til os
Det betyder ikke, at vi skal kopiere den kultur.
Vi lever ikke i Buenos Aires i 1940'erne. Vi lever i Danmark i dag, med andre mennesker, andre normer og andre sociale vilkår.
Men vi kan undersøge, hvad de historiske praksisser gjorde muligt.
Og vi kan spørge:
Hvilken kultur gør disse praksisser det muligt at skabe?
Det er her, vi mener, at fortiden kan blive interessant for nutiden.
Vi kalder ikke dette projekt encuentro.
Encuentro-bevægelsen har bevaret og videreført mange af de sociale praksisser, som interesserer os. Men vores projekt handler ikke om at kopiere et moderne eventformat eller importere en bestemt eksisterende tangokultur.
Vi kalder det social tango, fordi vi vil undersøge den mere grundlæggende sammenhæng mellem dans og kultur.
Vi vil undersøge, om nogle af de spor, vi kan finde i den historiske sociale tangokultur, stadig kan give mening for os.
Og om de kan hjælpe os med at skabe en kultur, hvor mennesker ikke bare lærer at danse tango, men lærer at danse sammen.
Det følgende manifest beskriver den kultur, vi gerne vil skabe.
How to-delen forsøger at omsætte tankerne til praksis.
Manifest for social tango
Tango er både dans og kultur
Tango er opstået i en bestemt historisk og kulturel sammenhæng, men har bevæget sig langt ud over den. Den kan slå rod i nye kulturer og få nye udtryk uden at miste sin identitet.
Der findes derfor ikke én rigtig tangokultur. Tango kan leves forskelligt forskellige steder.
Men noget følger med.
I dansens grammatik ligger en grundlæggende relation mellem mennesker. To mennesker skal skabe bevægelse sammen. Man skal kunne tage initiativ og samtidig give plads. Udtrykke sig selv og samtidig give den anden mulighed for at udtrykke sig. Være fri uden at gøre den anden mindre fri.
Tango stiller derfor et spørgsmål, der rækker ud over dansen:
Hvordan er jeg sammen med andre, når vi skal skabe noget sammen?
En forening
Vi vil fremme social tango som dans og kultur gennem dans, milongaer, undervisning og fælles aktiviteter.
Vi respekterer den argentinske tangos historiske og kulturelle ophav, men ønsker ikke at kopiere én bestemt tangokultur. Vi vil udvikle en kultur omkring social tango med udgangspunkt i tangoens relationelle og fællesskabsskabende kerne.
Milongaen er foreningens centrum.
Her lærer vi at danse med andre. Her bliver dansen levende. Og her skaber vi sammen det rum, som gør dansen mulig.
Seks grundprincipper
1. Relation
Tango skabes mellem mennesker.
Vi lærer at tage initiativ og give plads, at mærke den anden og at lade vores egen dans indgå i en fælles bevægelse.
Vi danser ikke kun med vores partner. Vi danser også med rummet og de mennesker, der deler det med os.
2. Fællesskab
Milongaen er et fælles rum.
Min måde at danse på påvirker andres mulighed for at danse. Derfor er social tango ikke kun et spørgsmål om, hvad jeg selv kan eller vil gøre.
Det handler om at danse på en måde, så andre kan danse på deres måde.
3. Læring
Vi lærer ikke først og fremmest figurer. Vi lærer at danse.
Teknik, balance, akse, timing, positionering, abrazo, improvisation og musikforståelse er redskaber til at udvikle dansen.
Figurer er et middel til at træne disse redskaber – ikke et mål i sig selv.
Vi lærer også at:
mærke vores partner og tilpasse vores dans
danse med forskellige mennesker
udvikle vores eget udtryk inden for fællesskabets rammer
forstå, hvordan vores dans påvirker andres mulighed for at danse
tage ansvar for den fælles milonga
Du deltager ikke bare i milongaen. Du er en del af den.
4. Musik
Musikken er ikke baggrund for dansen. Den er det fælles udgangspunkt, som danserne fortolker sammen.
Vi lægger vægt på tangoens klassiske musiktradition og på musik, der understøtter den sociale dans.
Vi søger ikke én rigtig musiksmag, men en forståelse af, hvordan musik, dans og fælles oplevelse hænger sammen.
Musikken er en del af det, vi skaber sammen.
5. Kultur
En milonga er en social konstruktion.
Tangoens sociale kultur rummer normer, som er blevet videreført fra en anden tid og kultur. Vi ser dem ikke blot som regler, men som spor af en måde at være sammen på.
Vi behøver ikke kopiere fortiden.
Vi spørger:
Hvilken kultur gør disse praksisser det muligt at skabe?
Derefter kan vi undersøge, hvilke praksisser der giver mening for os, og hvordan vi kan udvikle vores egen kultur.
Kulturen skal ikke bare fortælles. Den skal læres, praktiseres og udvikles af dem, der deltager i den.
6. Frihed
Vi ønsker en kultur, hvor den enkelte kan udvikle sit eget udtryk.
Der skal være plads til personlighed, abrazos og musikalske udtryk. Men vores individuelle udtryk eksisterer altid i et fælles rum. Nogle måder at danse på fylder mere end andre og stiller derfor større krav til de mennesker, vi deler gulvet med.
Frihed handler derfor ikke kun om retten til at udtrykke sig selv, men også om at give andre plads til at udtrykke sig.
Fællesskabet skal ikke skabe én rigtig måde at danse på.
Vi søger derfor en balance mellem individuel frihed og gensidig respekt.
Vores milonga
Vi ønsker at skabe et danserum, hvor mennesker kan danse frit, musikalsk og med gensidig respekt.
Vi vil skabe rammer, hvor mennesker lærer, hvordan de kan danse med hinanden.
Vi kommer for at danse, for at møde andre gennem dansen og for at skabe noget, som ingen af os kan skabe alene.
How to – Skab en forening for social tango
Manifestet beskriver den kultur, vi ønsker at skabe.
Denne del handler om, hvordan man kan begynde at skabe den i praksis.
Målet er ikke at opbygge endnu en traditionel tangoorganisation. Målet er at skabe et sted, hvor milongaen er centrum, og hvor mennesker gennem dansen lærer at være sammen på gulvet.
Det kræver ikke, at alt er på plads fra begyndelsen. Kulturen skal udvikles gennem praksis.
1. Begynd med en lille gruppe
Start med en gruppe på måske 3–6 personer, som deler ønsket om at undersøge, hvad social tango kan være.
Tal sammen om:
Hvad betyder social tango for os?
Hvordan skal det opleves at komme til vores milonga?
Hvordan lærer nye dansere kulturen?
Hvordan skaber vi et gulv, hvor forskellige mennesker kan danse sammen?
Hvornår skal arrangørerne blande sig?
Hvad gør vi, hvis nogen gentagne gange påvirker andres mulighed for at danse?
Det vigtigste er ikke at blive enige om alle detaljer.
Det vigtigste er at få de grundlæggende spørgsmål frem, før de bliver til problemer.
2. Prøv kulturen af, før I bygger organisationen
Lav nogle få milongaer som eksperimenter.
Fortæl tydeligt, hvad I prøver at skabe:
Denne milonga har fokus på social tango.
Lad derefter kulturen blive afprøvet på gulvet.
Efter hver milonga kan I spørge:
Fik mennesker danset med forskellige partnere?
Fungerede gulvet?
Var der plads til forskellige niveauer og stilarter?
Oplevede nye dansere, at de kunne finde ind i fællesskabet?
Var musikken med til at skabe den ønskede stemning?
Var der situationer, hvor én dansers måde at danse på gjorde det svært for andre?
Greb arrangørerne ind på en måde, der hjalp kulturen?
Hvad skal ændres næste gang?
På den måde bliver kulturen ikke noget, man skriver færdigt på forhånd.
Den bliver noget, man lærer gennem erfaring.
3. Lær mennesker at danse på et fælles gulv
Hvis social tango skal være mere end et ord, skal det kunne mærkes i undervisningen.
Undervisningen skal derfor ikke kun handle om at lære trin og figurer.
Den skal også lære mennesker at bruge deres dans i relation til andre.
Det kan eksempelvis være:
ronda og gulvets bevægelse
afstand og positionering
hvordan man tilpasser sin dans til pladsen
hvordan man reagerer på tempoet omkring sig
hvordan man undgår at skabe unødvendige forstyrrelser for andre par
hvordan man danser med mennesker på forskellige niveauer
hvordan man mærker sin partners reaktion og tilpasser sin dans
hvordan man skaber plads uden at opgive sit eget udtryk
hvordan man inviterer og etablerer kontakt
hvordan musikken bliver et fælles udgangspunkt for dansen
Et centralt spørgsmål i undervisningen bør være:
Hvordan påvirker min dans de andre, og hvordan kan jeg danse, så vi alle kan skabe noget sammen?
Det betyder ikke, at undervisningen skal skabe ét bestemt udtryk.
Den skal gøre mennesker bedre i stand til at bruge deres egen dans i det fælles rum.
4. Gør kulturen synlig for nye dansere
Man kan ikke forvente, at nye deltagere kender kulturen på forhånd.
Fortæl derfor, hvad de træder ind i.
Det kan være så enkelt som:
Her danser vi social tango. Vi lægger vægt på musik, kontakt og på at skabe et gulv, hvor vi kan danse sammen.
Forklar de vigtigste principper uden at gøre dem til en lang liste af regler.
Fortæl, hvordan rondaen fungerer. Forklar, hvordan man inviterer. Tal om, hvordan man tager hensyn til de andre par.
Og vigtigst:
Fortæl ikke kun, hvad man skal gøre. Forklar hvorfor.
Når mennesker forstår den kultur, de deltager i, bliver det lettere for dem selv at tage ansvar for den.
5. Brug værter og kulturguides
Når en kultur skal udvikles, er der brug for mennesker, som hjælper andre med at finde ind i den.
Vi kan kalde dem kulturguides.
Deres opgave er først og fremmest at være værter.
De kan:
byde nye mennesker velkommen
forklare kulturen
hjælpe med ronda og gulvets bevægelse
forklare invitation og kontakt
introducere mennesker til hinanden
være tilgængelige, hvis nogen er i tvivl
hjælpe med at løse misforståelser
gå foran som eksempel på gulvet
En kulturguides autoritet kommer ikke af at være den bedste danser.
Den kommer af at tage ansvar for fællesskabet.
Inviter før du korrigerer. Forklar før du irettesætter.
6. Lad kulturguiden have ansvar – men ikke kontrol
Kulturguiden skal ikke være en dommer over, hvordan andre danser.
Vi ønsker ikke en kultur, hvor nogen kontrollerer eller bedømmer, om andre danser rigtigt.
Derfor skal kulturguiden ikke:
stoppe mennesker midt i en tanda på grund af små fejl
bedømme deres udtryk
afgøre, hvilken abrazo der er rigtig
korrigere mennesker, fordi de danser anderledes
skabe et hierarki mellem "gode" og "dårlige" dansere
Opgaven er at hjælpe kulturen med at fungere.
Det betyder også, at der kan være situationer, hvor det er nødvendigt at tage en samtale.
Hvis en person gentagne gange danser på en måde, der gør det svært for andre at danse, er det ikke længere kun et spørgsmål om personlig stil.
Så kan arrangørerne være nødt til at reagere.
7. Tal om adfærd – ikke om mennesker
Når der opstår problemer, skal samtalen handle om den konkrete situation.
Ikke:
"Du danser forkert."
Men:
"Når du gør sådan, får de andre par svært ved at komme forbi."
Eller:
"Din dans kræver mere plads, end der er på gulvet lige nu. Kan du tilpasse den?"
Det er en vigtig forskel.
Vi forsøger ikke at ændre menneskers identitet eller dansepersonlighed.
Vi hjælper dem med at forstå konsekvensen af deres handlinger i det fælles rum.
8. Forskellige udtryk skal kunne eksistere sammen
Vi ønsker ikke at skabe en ny form for ensretning.
Der skal være plads til forskellige niveauer, udtryk, personligheder, abrazos, og musikalske fortolkninger.
Men forskellige måder at danse på stiller forskellige krav til det fælles gulv.
Nogle former fylder mere. Andre kan lettere tilpasses et tæt dansegulv.
Spørgsmålet er derfor ikke:
Danser du på den rigtige måde?
Men:
Kan din måde at danse på fungere sammen med de andre?
Det er et ansvar, vi alle deler.
9. Lad musikken være en del af kulturen
DJ'en er ikke bare den person, der vælger musik.
DJ'en er med til at skabe det rum, mennesker skal danse i.
Derfor bør der være opmærksomhed på:
tangoens musikalske tradition
orkestrenes forskellige udtryk
tandaens sammenhæng
tempo
energi
variation
dramaturgi
musikkens evne til at understøtte den sociale dans
Det betyder ikke, at der kun findes én rigtig musiksmag.
Men musikvalget bør være bevidst.
Musikken er en del af det, vi skaber sammen.
10. Skab muligheder for at danse med forskellige mennesker
En social tango-kultur opstår ikke, hvis alle altid danser med de samme mennesker.
Derfor skal foreningen skabe naturlige muligheder for at møde og danse med forskellige mennesker.
Det kan eksempelvis ske gennem:
workshops med skiftende partnere
introduktioner af nye deltagere
fælles aktiviteter
temaworkshops
åbne øvelser
arrangementer, hvor mennesker naturligt blandes
Det skal ikke være tvang.
Pointen er at gøre det let og naturligt at bevæge sig ud over sin faste partnerkreds.
11. Lad kulturen være noget, alle bærer
Kulturen må ikke ende med at tilhøre en lille gruppe arrangører.
Bestyrelsen kan skabe rammerne.
DJ'en kan forme musikken.
Lærerne kan forme undervisningen.
Kulturguides kan hjælpe mennesker ind i kulturen.
Men i sidste ende er det deltagerne, der skaber den.
Derfor skal rollerne ikke være permanente magtpositioner.
De kan gå på skift.
Jo flere der tager ansvar for kulturen, jo mindre bliver behovet for, at nogen kontrollerer den.
12. Evaluer kulturen – ikke kun arrangementet
Efter en milonga er det let at spørge:
Hvor mange kom?
Men det fortæller ikke nødvendigvis, om kulturen fungerer.
Spørg også:
Kan nye mennesker finde ind i fællesskabet?
Kan forskellige mennesker danse sammen?
Fungerer gulvet?
Kan mennesker danse på deres egen måde uden at begrænse andre?
Danser mennesker med forskellige partnere?
Understøtter musikken den måde, vi ønsker at danse på?
Er kulturen tydelig for dem, der kommer?
Hjælper arrangørerne kulturen – eller kontrollerer de den?
På den måde bliver evalueringen en del af kulturens udvikling.
13. Målet er, at kulturen til sidst kan stå selv
I begyndelsen vil der være brug for forklaringer, undervisning og kulturguides.
Det er ikke målet, at de skal blive ved med at fortælle mennesker, hvordan de skal opføre sig.
Målet er, at kulturen gradvist bliver noget, deltagerne selv bærer.
Den nye danser lærer af de mere erfarne.
Den erfarne hjælper uden at skabe hierarki.
Danserne tilpasser sig gulvet.
Man mærker sin partner.
Man ser de andre par.
Man hører musikken.
Og man ved, at ens egen frihed hænger sammen med de andres.
Til sidst er social tango ikke noget, vi skal forklare.
Det er bare den måde, vi er sammen på, når vi danser.